FacebookInstagram

Virksomheden

Historien
Civil- og agrarøkonom Tore Jørgensen købte bindingsværksgården Toftegaard i Herslev i 1998. Efter i en årrække at have haft et større landbrug som svineproducent, ønskede Tore en gård i smukke omgivelser, og valget faldt på Herslev. Tores familie foreslog ham at starte en vinproduktion på Toftegaards marker - han besluttede imidlertid at dyrke korn og bruge det til øl frem for til svinefoder.

Inden etableringen af Herslev Bryghus arbejdede Tore dels på et mikrobryggeri i England, dels med humleproduktion i Tyskland, og i 2004 grundlagde han bryghuset på Toftegaard, der er bygget i 1890’erne. I dag er der gårdbutik i den gamle svinestald og bryghus i den gamle hestestald.

Hver uge forsyner Herslev Bryghus udvalgte kunder over hele landet med økologisk øl på flaske og fustage. Al brygning, produktion og salg foregår på Herslev Bryghus.

 

Vision
Herslev Bryghus ønsker at være blandt de bedste i branchen, og vi sigter efter et højt kvalitetsniveau. Vi ønsker at fremstå som et bryghus og et landbrug med produktion af økologiske, kornrelaterede fødevarer med lokal forankring. På sigt ønsker vi at få en stor del af vores energiforbrug dækket af vedvarende energi.

 

Mission
Missionen i Herslev Bryghus er at drive et bryghus og et landbrug, hvor vi dyrker, forarbejder og forædler eget korn til øl, brændevin og øleddike. Vi har korn og terroir i fokus, fordi det er selve grundlaget for bryghusets produktion.

 


 

Værdier
Vi ønsker at ethvert samarbejde udmønter sig til alles fordel i gensidig respekt for hinanden.