FacebookInstagram

Håndværket

Herslev Bryghus brygger økologisk øl efter enkle principper, hvor godt håndværk, gode økologiske råvarer og skånsom produktion er afgørende for den gode smag.

Kvalitet er grundtanken i vores produktion, herunder udvikling af opskrifter, udvælgelse af lokale råvarer, skånsom brygge- og tappeproduktion, og smagskvalitet.

Hos os starter ølbrygning med at vi sår korn på bryghusets marker om foråret. Gode råvarer er en forudsætning for vores produkter, og vi anvender den bedste råvarekvalitet, nøje udvalgt til hvert enkelt bryg, som har egen smag og historie.

 

Vores egen økologiske malt 'bærer' øllet. Vi dyrker selv økologisk byg, som vi tager udgangspunkt i til vores basismalt. Den bruger vi helst, og gerne meget af den. Vi bruger også forskellige typer malt af hvede, havre og rug, som hver især bidrager med duft, farve, smag og fylde til hvert enkelt bryg. 

Humlen er blomsten i øllet og bidrager med meget mere end bitterhed. Til hver enkelt øltype udvælger vi de bedste humlesorter fra blandt andet England, Tyskland, Tjekkiet, USA og New Zealand. Dansk humle bliver desværre ikke dyrket i stort omfang. 

 

Derudover brygger vi vores syrlige MARK-serie på hø fra vores egne marker. Med MARK har vi skabt en helt ny øltype, som er gæret vildt på hø og brygget udelukkende på lokale råvarer primært fra Herslev og Lejre. Vi kalder det syrlig vildskab på flaske. 

Vi stiller høje krav til vores produktion og benytter ikke enzymer, konserveringsmidler eller 
genmanipulerede råvarer.

 

 

Som udgangspunkt er vores øl brygget på malt, humle, gær og vand. Så enkelt er det. Her til kommer en række ingredienser fra det nordiske planterige. Vi anvender mange typer gær i brygningen, fordi forskellige øltyper kræver forskellige gærtyper. Gær omdanner sukker til alkohol, og har derfor stor indflydelse på smagen. Øl fra Herslev Bryghus er ikke tilsat kulsyre, men indeholder udelukkende den kulsyre, der er dannet under gæringen.