Nyheder fra Herslev Bryghus

Høst Bryg Mjødurt er klar...Skrevet: mandag, d. 13. august 2007 kl. 09:36
Gorm's Bryg til grillfesten.

Det gode sommervejr er endelig kommet og har gjort det muligt for landmændene at få kornet høstet. Netop i disse dage bliver vores hvedemarker omkring bryghuset høstet. Tidligere på sommeren blev der høstet byg, som vi hentede direkte fra mejetærskeren og derefter bryggede vi den nye Høst Bryg Mjødurt, som nu er klar til salg. Det er en overgæret øl, som udover det nyhøstede byg er brygget af byg- og rugmalt og tilsat mjødurt, som er plukket på en eng i nærheden.
Farven er mørkegylden med et rødligt skær. Har god fylde og en dejlig smag af frisk korn - med både sødme og god lang bitter eftersmag, som mjødurten og humlen giver i forening. Anbefales ved 8-10 grader.
Upasteuriseret og ufiltreret. Alkoholprocenten er 6.
Høst Bryg Mjødurt bliver leveret til vores forhandlere i løbet af denne uge.
Skulle man have lyst og mulighed for at lægge vejen forbi Herslev, har vi som vi plejer åbent i bryghusbutikken om fredagen mellem kl. 13 og 18, hvor man altid er velkommen til at få en smagsprøve.

Gennem de sidste par år har vi fået en del tilbagemeldinger fra vores kunder om, at Gorm's Bryg
egner sig godt til grillretter - både til at marinere og stege kød i og som en øl man drikker til grillmad.
Derfor har vi i år lavet et ekstra bryg, så der kunne være øl nok til hele sommeren.
Så har man planer om en grillfest, har vi fortsat Gorm's Bryg på både flaske og fad.

Mange hilsner fra

Tore og Mette
Herslev Bryghus.

« Tilbage

Modtag vores nyhedsbrev
E-mail:   


© Copyright 2004-2010 Herslev Bryghus
Alle rettigheder forbeholdes.
www.olo.dk