Nyheder fra Herslev Bryghus

Et travlt efterår i bryghuset.Skrevet: fredag, d. 1. december 2006 kl. 11:32
December, øl og mad...

Vi har haft et forrygende travlt efterår i bryghuset, hvor vi har fået installeret nyt sikar og ny urtkedel, som en lokal smed har konstrueret specielt til os efter vores anvisning.
Det var med stor spænding, at de første bryg blev sat over. Kunne vi brygge øl med samme kvalitet og samme smag som før ?
Det første bryg vi bryggede var årets Stjerne Bryg. Vi nulstillede brygnumrene og startede forfra med bryg nummer 1.
Det er med meget stor glæde for os, at Stjerne Bryggen efterfølgende er blevet så positivt modtaget og i flere medier blevet udnævnt til den bedste danske juleøl i 2006. Tak for det !
På den baggrund føler vi os klar til fortsat at brygge øl af god kvalitet i 2007 og fremover.

Og så er det blevet december med årstid for julefrokoster og andre sammenkomster med julemad og øl som vigtige ingredienser. Vi vil i den forbindelse bringe en opskrift, hvor Stjerne Bryggen er anvendt og kan drikkes til.

Opskriften er udviklet af vores kok, Anders Fosvald, som har kreeret :
"Jule Due - indbagt duebryst med foie gras og trøfler."

Der skal bruges: (8 kuverter)
4 duebryster, 8 skiver foie gras fra gås, 8 skiver trøffel, 16 spinatblade, 8 små julesalat, 1 æggeblomme, 1,2 kg butterdej, 500 g. flæskefars, 2 æg, 0,5 l. piskefløde, ca. 100 g. mel, 0,5 l. vildfond ( til saucen), jævning.

Fremgangsmåde:
Duebrystet brunes i smør og krydres med salt og peber. Flæskefarsen røres med æggene, salt, peber, piskefløde og lidt mel.
Anbring nu en trøffelskive mellem duebryst og foie gras-skiver. Blancher spinatbladene og køl dem af i iskoldt vand.
Smør farsen på spinaten, rul duebrystet og foie gras ind i fars og spinat.
Stik 2 størrelser cirkler ud af butterdejen, pensl kanterne med æggeblomme. Læg spinatpakkerne på de mindste cirkler og læg de lidt større cirkler oven på. Tryk kanten med en gaffel og pensl butterdejen med æggeblomme.
Bages i ovnen ved 180 grader i ca. 15-20 min.
Server hertil brunede kartofler, lavet med akaciehonning og smørdampet julesalat. Saucen smages til med Herslev Stjerne Bryg. Retten pyntes med frisk kørvelkvist.
Nyd en Stjerne Bryg til.
Velbekomme.
Vi håber opskriften kan være til inspiration her i julemåneden.

Med venlig hilsen

Tore og Mette
Herslev Bryghus.

« Tilbage

Modtag vores nyhedsbrev
E-mail:   


© Copyright 2004-2010 Herslev Bryghus
Alle rettigheder forbeholdes.
www.olo.dk