| Ølfestival i Valby 19.-21. maj. | Skrevet: søndag, d. 14. maj 2006 kl. 22:04 | | Gorm’s Bryg næste årstidsøl |
| Fra på mandag starter vi med at køre Gorm’s Bryg ud til vores forhandlere, så inden ugen er omme vil alle vores forhandlere have muligheden for at have den på hylden.
Det er nu tredje gang vi er med til den store Ølfestival i Valby. I år har vi 9 øl med, hvilket er det største antal vi har haft med. Vi har vores 4 faste øl med som er: Hvede, Pilsner, Pale Ale og Stout Four Grain. De tre første har været med alle tre år og der er ikke blevet ændret på opskriften. Stouten havde premiere i februar, så det er første år den er med. Vi glæder os til at høre hvad I mener om den.
Det er muligt at smage vores 2 aktuelle årstids bryg som er: Forårs Bryg og Gorm’s Bryg. Der er det særlige med Gorm’s Bryg i år, at den honning som er brugt er fra den lokale biavler. Han har sine bistader stående på Hesselbjerggaarden, hvor vi leverer mask til. Et lille økologisk kredsløb.
Derudover har vi nogle få fade af vores Høst Bryg Kirsebær, som har lagret i lang tid og har opnået en vinøs smag, en helt særlig øl.
Til vikingespillet i Frederikssund har vi brygget Thyra’s Lyst ,den er brygget med hyldeblomst. Thyras Lyst fås kun på fad. Så i år kan vi byde på 2 vikingeøl, Gorm og Thyra, som noget særligt vil de blive skænket af en viking i Valby.
Vi har udviklet en IPA til Lord Nelson pub, et særligt kendetegn er, at der er anvendt Admiral humle. Fås kun på fad.
For at få den rigtige smag i glasset gør vi noget særligt i år, kom og se hvordan….
Vi har udviklet 2 øl pølser, som bliver lanceret på festivalen. Vi har i samarbejde med Slagter Frimann i Roskilde og Hesselbjerggaarden ved Herslev udviklet to pølser, som passer særligt til vores øl. Pølserne er lavet af de bedste råvarer, oksekødet kommer fra dyr, som er fodret med mask fra Herslev bryghus. Der er én med chili, som vi anbefaler til vores Pale Ale og én med fennikel, som vi anbefaler sammen med vores Pilsner. Det vil være muligt at få lidt pølse og en bid brød til festivalen .Så længe lager haves… Kom og smag.
Jeg glæder mig til at hilse på jer, Tore.
|
« Tilbage
|
|