Nyheder fra Herslev Bryghus

Gorms BrygSkrevet: fredag, d. 13. maj 2005 kl. 10:01

Herslev Bryghus lancerer endnu en ny øl. Gorm’s Bryg er navnet på denne nye Vikingeøl. Den er brygget med store mængder rugmalt, som giver øllet en karakteristisk smag, som leder tankene hen på rugbrød og høstmoden kornmark. Det er den første og eneste rigtige danske rugøl. Smagen af rug er forfinet med tilsætning af honning, som giver øllet en fin sødme. For at give balance er der anvendt cascade-humle i moderate mængder, som giver et strejf af citrus. Øllet er ufiltreret som alle øl fra Herslev Bryghus, denne skånsomme behandling gør at alle de fine smagsnuancer er bevaret i øllet. Det kuldioxid, som er i øllet, er naturligt opstået i forbindelse med gæringen. Dette giver en rarere fornemmelse, når øllet rammer ganen end hvis det var tilsat.
Dette er ikke Mjød og ej heller øl som Vikingerne bryggede det, med hvis de havde vidst, at øl kunne smage så godt, ville de nok have gjort det.

Herslev Bryghus er placeret smukt i det gamle Vikinge-område ved Lejre, tæt på fjorden. Det faldt os derfor meget naturligt at brygge en Vikingeøl. At denne Vikingeøl kom til at hedde Gorm’s Bryg hænger sammen med, at Vikingespillet i Frederikssund i år har opsat dramaet om Gorm og Thyra. Vikingespillet foregår i perioden 17.juni til 3.juli 2005. Her vil man selvfølgelig kunne købe Gorm’s Bryg og komme i den rette stemning. Se mere på www.vikingespil.dk

Men allerede Pinselørdag den 14.maj bliver Gorm’s Bryg sat i søen ved Roskilde Havn nær Vikingeskibsmuseet uden for Restaurant Snekken. Her vil lurblæsere blæse til kamp om det gode øl. De gæve krigere fra Frederikssund vil udkæmpe et drabeligt slag, hvor alle kæmper til sidste mand. Det er helt sikkert, at den rigtige stemning vil indfinde sig ved havnen med skibe, lurblæsere, krigere og godt øl. Og Restaurant Snekken fuldender oplevelsen med et godt tilbud på en Vikinge-menu den eftermiddag. Der vil være noget for hele familien. Vikingerne optræder pinselørdag kl. 14.00 og kl. 15.00. Mød op til god underholdning, lækker mad og en drik for guder.

Følgende barer/cafeer har Herslev på fad lige nu:

Bryggergården Roskilde, Gorms Bryg.
Café Bartof, Frederiksberg, Gorms Bryg og Pale Ale.
Elmer's Pub, Roskilde, Gorms Bryg.
Guinness Valby, Gorms Bryg og Pilsner.
Øl Molevitten, Århus, Gorms Bryg .
Ørsted Ølbar & Café, Frederiksberg, Gorms Bryg, Hvede og Pale Ale.


God tørst, Mette og Tore

« Tilbage

Modtag vores nyhedsbrev
E-mail:   


© Copyright 2004-2010 Herslev Bryghus
Alle rettigheder forbeholdes.
www.olo.dk