Nyheder fra Herslev Bryghus

Så er der Schwarz Bier.Skrevet: onsdag, d. 26. januar 2005 kl. 10:52
Øl-menu på Svogerslev Kro.

Som det første danske bryghus har vi brygget en Schwarz Bier.
Som navnet fortæller, er der tale om en sort øl, som har fået sin flotte sorte farve af ristede malte.
Schwarz Bier er ligesom en pilsner undergæret og er karakteriseret ved en let drikkelighed, som man måske ikke forventer af en mørk øl.
Smag og duft præges af de mørke maltes ristning. Sødme fra malten anes, men det er ikke en sød øl. Humlen gør sit til at bitterheden også melder sig. Schwarz Bier er en øl, der passer virkelig godt til mad som fx god gammeldags oksesteg. Men er også dejlig, hvis man bare er tørstig.
Alkoholprocenten er 4.8 %.

Kategorien Schwarz Bier stammer oprindeligt fra delstaterne Sachsen og Thüringen i Østtyskland og har rødder langt tilbage i tiden, hvor meget øl var mørkt. I gamle dage var målet at lave en øl med større mængde restsukker og mindre alkoholindhold og da mente man, at denne sorte øl var særlig velegnet for ammende kvinder og syge, der skulle blive raske. Vi mener nu, at Schwarz Bier har en gavnlig effekt på de fleste.
I dag er der ændret på forholdet mellem restsukker og alkoholprocent, hvilket giver det lettere pilsneragtige præg.

Vi synes, det kunne være spændende at være med til at udbrede denne ”gamle”, historiske og velsmagende øl i Danmark, hvorfor vi gik i gang med at brygge Schwarz Bier. God tørst.

Kom til "Brygmesterens Aften":

Fredag den 4. februar kl.18.30 præsenterer Svogerslev Kro og Herslev Bryghus "Brygmesterens Aften" på Svogerslev Kro.
Denne aften vil køkkenchef Lars Jensen kreere en lækker
4 retters menu med udgangspunkt i øl fra Herslev Bryghus.
Prisen for denne oplevelse er 395,00 kr. og tilmelding kan ske til Svogerslev Kro på tlf. 46 38 30 05.

Tag til Ølsmagning i Valhal:

Lørdag den 29. januar kl. 13-18 er der ølsmagning i Valhal i Frederikssund som ligger på Kalvøvej.
Vel mødt.


Med venlig hilsen

Bryggeren og hans kone.

« Tilbage

Modtag vores nyhedsbrev
E-mail:   


© Copyright 2004-2010 Herslev Bryghus
Alle rettigheder forbeholdes.
www.olo.dk