Nyheder fra Herslev Bryghus

Aspargesøl og Midsommer Bryg.Skrevet: tirsdag, d. 3. juni 2008 kl. 14:55
Ford A Klub og fragt af Herslev øl med sejlskib og hestevogn.

 
 Kristoffer brygger Midsommer Bryg...
Hermed de seneste nyheder fra Herslev Bryghus. Vi har haft en travl maj måned, hvor vi blandt andet har lavet følgende:

Aspargesøl

Herslev Bryghus har i samarbejde med grøntsagsavler Søren Wiuff fra Gislinge ved Lammefjorden udviklet en hvedeøl med asparges. Søren Wiuff har leveret friske asparges fra sin mark. Disse asparges er blevet anvendt på forskellige niveauer i brygprocessen. Hovederne blev skåret fra aspargesene. Selve aspargesstænglen blev skåret ud i snitter og puttet i kedlen, hvor de blev skoldet et øjeblik.
Aspargesrødderne fik et opkog i et kar for sig, hvorved nogle af bitterstofferne blev trukket ud. Noget af humlen blev således erstattet med dette rodudtræk. Det er blevet til en spændende øl med tydelig duft og smag af asparges. Aspargesøllen blev serveret ved et særligt arrangement hos Søren Wiuff den 23/5, hvor kokken, Rasmus, fra Restaurant Premisse i København serverede en grøntsagsmenu, der matchede øllen.
Dette bryg er et forsøgsbryg og der er ialt brygget ca. 600 liter. Aspargesøllen kan kun købes nogle få steder, hvor den er på fad: På Dragsholm Slot og Høve Skovpavillon i Odsherred samt på Fridas Bodega i København.

Midsommer Bryg

Vores næste sæsonøl er Midsommer Bryg, som vi introducerede sidste sommer. Det er en lys og let sommerøl, som er brygget med birk som omdrejningspunkt. Det er en øl i stil med Belgisk Wit, den er brygget med pilsner og hvedemalt. Desuden er der anvendt en del umaltet hvede. Forskellige ingredienser fra birketræet er anvendt i brygprocessen. Således har vi anvendt birkesaft for at forstærke smagen. Et udtræk af birkeblade er med til at give øllet et strejf af peber. En mindre del af humlen er erstattet af birkebark, som er med til at give bitterhed til øllet. Midsommer Bryg er lys i farven og blød i smagen, som skyldes anvendelsen af meget lyse malte.
Upasteuriseret og ufiltreret. Alkoholprocenten er 5,5.
Midsommer Bryg er klar til salg i løbet af uge 25.

Besøg af Dansk Ford A Klub.

Søndag den 25/5 havde vi besøg af Dansk Ford A Klub, som på deres løvspringstur lagde vejen forbi bryghuset til en tår øl. Der var trængsel af glade mennesker og flotte nypolerede Ford A biler, som blev luftet i det fine solskinsvejr.

Fragt af Herslev øl med sejlskib og hestevogn.

Maj måned blev afsluttet med manér, da en palle Herslev øl blev fragtet med det gamle sejlskib, "Sluppen Ruth", fra Herslev Havn til Roskilde Havn. Her kom tre hestevogne til, trukket af store og kraftige arbejdsheste og øllet blev fordelt i vognene og herefter kørt ud til et udvalg af vores forhandlere i Roskilde - med vrinsk og klaprende hove som "krydderi" - som i de gode gamle dage...

Til sidst en kort beretning om maltbyggen ude på marken:
En tur ud på marken i dag førte til en konstatering af, at kornet står godt. Akset skrider snart igennem. Lidt regn inden længe vil give helt optimale vækstforhold.

Dette var alt for denne gang.

Med venlig hilsen
Tore og Mette
Herslev Bryghus.







Se mere om fragt af øl her - klik

« Tilbage

Modtag vores nyhedsbrev
E-mail:   


© Copyright 2004-2010 Herslev Bryghus
Alle rettigheder forbeholdes.
www.olo.dk